Rusland

Rusland er jo et enormt land og hvis man skulle beskrive fyldestgørende ville det kræve flere bøgers plads.

I den forbindelse kan en bog skrevet af Jan Kozak med titlen Jæger i Tajgaen, udgivet på Lademanns forlag, anbefales. I sine jagt og naturberetninger kommer han tæt på en sublim beskrivelse af den uberørte naturs vildskab i Tajgaen kombineret eller udfordret af menneskets mod, vilje og drivkraft – jægerinstinktet. Absolut værd at læse.

Jagt områderne i Rusland strækker sig fra  Moskva områderne med bl.a. gode muligheder for elg, tjur og urfugl over Kirov hvor europæisk brunbjørn kan jages til Kurgan nord for Kasakhstan med en fantastisk bestand af sibirisk råvildt. En Holmelundjæger nedlagde her en sibirisk råbuk på ikke mindre end 1240 gram. Længere mod øst og nord er det bjørnejagterne der dominerer. Spektakulært er bjørnejagten helt i øst ved Khabarovsk på Amur Black Bear, hvor bjørnene jages om foråret og i efteråret langs Amurfloden. Amurfloden der på sin rejse bl.a danner grænse mellem Kina og Rusland, rummer i sit tilstødende land både amur-tiger og amur-leopard. Så hvis man er heldig på sin bjørnejagt kan man altså der få lov at observere og evt. fotografere disse smukke rovdyr. Under en forårs-jagt som jeg deltog i sammen med en Holmelund-jæger i området, fortalte guidsene levende om hvordan de året før i en huntcamp havde mistet deres hund, som stod bundet udenfor. En sibirisk tiger havde listet sig ind på hunden og slået den ihjel. I floderne er der et fantastisk fiskeri på stalling samt adskillige laksearter.

Mod nordøst på Kamchatka er alting stort. Bjørnene bliver let op til 10,5 fod og Chukotka Moose – verdens største – med en gevirvægt på op til 55 kg. overgår alle fantasier om et stort trofæ – helt op til 200 cm. spænd for de aller-største.

Rusland er desværre præget af et image, hvor sort økonomi, ustabile forretningsgange og korruption fylder mere end vi sædvanligvis bryder os om. Endvidere er infrastrukturen og materiellet ofte af en karakter med plads til forbedringer. Disse vilkår skal man acceptere, før man begiver sig på en jagtrejse til Rusland.

Holmelund Jagtrejser har derfor i sit valg af samarbejdspartner nøje vurderet vores samarbejdspartners troværdighed samt kvalitetsbevidsthed og kan på den måde stå inde for, at denne i højere grad vil leve op til vore kunders tilfredshed.

Holmelund jagtrejser har afviklet  mange jagtrejser til Rusland og vores erfaringsgrundlag er din sikkerhed for, at rejsen bliver en opfyldelse af dine forventninger.